Regler for energimærkning strammes

I enhver ejendomsvirksomhed fylder energirenoveringsplaner og energimærkningsreglerne, og meget tyder på, at arbejdet bliver større i fremtiden, når et nyt lovforslag om at stramme reglerne i energimærkningsordningen bliver gennemført.

– Den 8. februar 2012 fremsatte klima-, energi- og bygningsministeren et lovforslag om ændring af energimærkningsordningen, som højst sandsynligt snart bliver en realitet, siger Lars Brondt, chefjurist i Ejendomsforeningen Danmark.

Udlejers ansvar, at energimærket annonceres

Lovforslaget skal implementere et direktiv fra EU, men man har fra politisk side valgt at stramme reglerne yderligere.

– Vi mener, at lovforslaget går for vidt, i forhold til hvad direktivet foreskriver. Det er krav, der ikke i sig selv vil nedbringe energiforbruget, og det bør ellers være det, som er i fokus, siger Lars Brondt.

Når lovændringen træder i kraft, vil der blandt andet blive stillet større krav til, at energimærket synliggøres i annoncer for salg eller udlejning.

– Det har jo tidligere været ejendomsmæglerens ansvarsområde, men lovforslaget lægger op til, at kravet ligger hos den professionelle udlejer. Og det er et problem, da det typisk er ejendomsmægleren, der kører hele udlejningsprocessen, og han bør derfor også have ansvaret for annonceringen, siger Lars Brondt.

Sælger skal betale for energirådgivning

Med de nye regler bliver det også lovpligtigt, at energimærket er slået synligt op i bygninger, der ofte bruges af offentligheden.

– Det bliver ligesom en slags smileyordning. Men her er vi bekymrede for, hvor afgrænsningen vil ligge. Bliver det således, at alle udlejere skal slå energimærket op i deres ejendom? siger Lars Brondt.

Lovforslaget indeholder også et ønske om, at køberen af en bygning skal kunne få rådgivning om bygningens energistatus fra en energikonsulent på sælgers regning. Det skal give køberen en mere grundig information om bygningens mulige energibesparelser.

– Vi mener, at det er et uklart forslag. Der bør i stedet fastlægges nogle nærmere retningslinjer for, hvordan reglerne skal gennemføres. Og så sætter vi spørgsmålstegn ved det rimelige i, at sælger skal betale for købers rådgivning i forbindelse med købet af en ejendom, siger Lars Brondt.










Chefjurist Lars Brondt, Ejendomsforeningen Danmark.

 

 


Ejendomsforeningen Danmark | Nørre Voldgade 2 | 1358 København K | T. +45 33 12 03 30 | info@ejendomsforeningen.dk