Ejendomsforeningen Danmarks 150 års jubilæum

Året var 1860. København var midt i en rivende udvikling. Hovedstaden, som gennem århundreder havde ligget sammenklemt indenfor sine volde, havde med sit voksende befolkningsantal brug for plads. Demarkationslinjen blev ved lov flyttet, og 1800 tønder land fik byggefrihed. Men det var ikke alene udvidelsen, der markerede den store epoke i byens udvikling. København fik også sit første vandværk. Der kom gas til belysning og madlavning, og der blev indført kloaksystem.

Alle disse bekvemmeligheder medførte selvfølgelig også store udgifter. Særlig de offentlige goder, som gas, vand og kloak gav store udgifter. Det var disse forhold og deres økonomiske problemer, som dannede udgangspunkt for grundejernes sammenslutningstanke. Så den 23. maj 1860 mødtes 23 mænd i ”Apollosalen” på hjørnet af Østergade og Christen Bernikowsstræde og Københavns Grundejerforening blev stiftet. Tilslutningen var dog alt andet end overvældende, og foreningen begyndte sin tilværelse med blot 23 medlemmer. Meget er sket siden hen, og mange flere er kommet til. I 2004 fusionerede Københavns Grundejerforening og Ejendomsforeningen Danmark, og i dag er vi en forening med knap 3.000 medlemmer.

Kom gratis med til festforestillingen

Ejendomsforeningen Danmark kan derfor fejre sit 150 års jubilæum den 23. maj 2010. Fredag den 28. maj 2010 markerer Ejendomsforeningen Danmark jubilæet med en festforestilling i Det Ny Teater i København.

Festforestillingen bliver indledt med en stående buffet fra kl. 17.30-19.30. Festforestillingen begynder kl. 19.30, hvor formand John R. Frederiksen vil byde velkommen.

Der er desværre ikke flere ledige billetter til festforestillingen.


Ejendomsforeningen Danmark | Nørre Voldgade 2 | 1358 København K | T. +45 33 12 03 30 | info@ejendomsforeningen.dk